Nyuddannet ingeniør |
Kenneth Friis Jensens afgangsprojekt hos Balslev førte til fastansættelse – og et lærerigt, afvekslende og udfordrende job som el-ingeniør |
Ingeniørpraktik i Balslev
Under min 6 måneders praktikperiode hos Balslev blev jeg som stærkstrømsingeniør blandt andet tilknyttet et projekt , der gik ud på opdatere dokumentationen for 400 V installationerne på Leo Pharmas medicinfabrik i Ballerup. I den forbindelse var jeg ude på fabrikken og inspicere og fotodokumentere over 50 hovedtavler og større fordelingstavler. Jeg fik dermed indhentet meget praktisk erfaring med el-installationer, hvilket jeg hidtil havde manglet, da jeg oprindeligt er HTX-student og ikke elektriker.
Jeg deltog ofte i møder på flere forskellige projekter, hvilket også var meget lærerigt. Som ingeniørpraktikant i Balslev blev jeg udfordret på mange måder og fik lov til at opleve, hvad det vil sige at tage ansvar og træffe vigtige beslutninger.
Det var fra start nemt at falde til hos Balslev, og det uformelle og hyggelige arbejdsmiljø passer godt til mig. Specielt holder jeg af det daglige kortspil i frokostpausen.
Afgangsprojekt anvendes i praksis
I slutningen af praktikperioden blev jeg tilknyttet et projekt på Rigshospitalet, hvor hele hospitalets 10 kV forsyningen skulle omlægges og moderniseres. Mit arbejde bestod i at planlægge driften af den omlagte 10 kV forsyning. Dette projekt viste sig at være så omfattende, og samtidigt meget spændende, at jeg valgte at skrive mit afgangsprojekt ud fra det. Mit afgangsprojekt blev dermed et ’live’ projekt, hvor mange af de forslag og løsninger, jeg kom frem til, blev anvendt, efter de havde været diskuteret på et af de ugentlige byggemøder, hvor jeg også deltog i hele perioden.
Fastansat som nydimitteret ingeniør
I slutningen af mit afgangsprojekt blev jeg tilbudt fast job hos Balslev. Som nyansat blev jeg fra start udfordret med nye opgaver. Jeg deltog i projekteringen af den tyske havvindmøllepark Baltic 1. Mine opgaver bestod i projektering af el-føringsveje i havvindmøllernes fundament og bestykning af en 400 V hovedtavle på platformen, som skal opsamle strømmen fra vindmøllerne.
Jeg har også arbejdet på projekter for BaneDanmark med rådgivning inden for jording og potentialudligning, både på togstationer og frie banestrækninger. Det arbejde har givet mig stor indsigt i elektrisk togdrift og relaterede problemstillinger – for både Metro, S-bane og Fjernbane. Baneprojekterne består af en blanding af både feltarbejde, kontorarbejde og møder, hvilket giver en afvekslende arbejdsdag. Samtidigt udvides ens ansvarsområde som nyansat langsomt, så der er hele tiden nye udfordringer, der skal overvindes. Det er med til at gøre hverdagen spændende.





