Udvidelse af Region Hovedstadens fælles vagtcentral

Balslev har rådgivet om bl.a. indretning af beredskabsrum og nødstrøm ved udvidelse af Region Hovedstadens nye vagtcentral på Herlev Hospital

I 2009 fik Region Hovedstaden en ny fælles vagtcentral, hvor sundhedsfagligt personale besvarer alarmopkald og vejleder borgere, der ringer 112. Centralen disponerer regionens ambulancer, akutlægebiler, sygetransportvogne og lægehelikopter ,og er et led i Region Hovedstadens samlede akutindsats. Centralen håndterer årligt over 120.000 akutte ambulanceture og et lignende antal planlagte transporter.

Sundhedsfagligt personale disponerer ambulancekørsel og vejleder borgere døgnet rundt

Vagtcentralen har overtaget alarmopkaldene fra Rigspolitiet og Alarmcentral København, så det nu er sundhedsfagligt personale, der besvarer opkald og vejledere borgere, der rekvirerer assistance ved ulykker og sygdom. "Vores sundhedsfaglige mandskab er en blanding af sygeplejersker med en bred sundhedsfaglig viden og paramedicinere med erfaring fra landevejen. Det er meningen, at de to faggrupper skal lære af hinanden – og så træner vi dem selvfølgelig også til at tale med de mennesker der ringer til 112. Det er jo ofte borgere i dyb krise, der er skræmte og føler sig magtesløse", fortæller overlæge Jan Nørtved Sørensen, der er chef for Region Hovedstadens vagtcentral.

Behov for mere plads, bedre systemer og beredskabsrum til krisehåndtering

Ambulancevagtcentralen boede først på Falcks vagtcentral i Smørum og flyttede i april 2010 til permanente lokaler på Herlev Hospital. Men Herlev Hospitals eksisterende vagtcentral blev hurtigt for lille til en bemanding på 10-15 personer døgnet rundt og måtte derfor udvides til det dobbelte. Samtidig var der behov for et specielt beredskabsrum til håndtering af større ulykker. En nyt beredskabsrum blev derfor indrettet med:

  • Konferencebord til 12 personer
  • Skærme, som viser oversigt over ambulancer, lægebiler og helikoptere samt tv-programmer med nyhedsudsendelser, så man kan følge pressens omtale af større ulykker
  • SmartBoard, som kan vises i de andre lokaler, hvor sundhedspersonalet og ambulancekoordinatorer disponerer ambulancer, lægebiler og helikopter.  

Udvidelsen af vagtcentralen for 112 opkald indvies officielt i maj måned.

Projektering af tekniske installationer – fra lys til it, konferenceanlæg og nødstrøm

Balslevs har bidraget med rådgivning og projektering af løsninger på en række områder fx:

  • Styring af energieffektiv ventilation med underafkølet luft
  • El-forsyning med nødstrømsanlæg med dieselgenerator og UPS (uninterruptible power supply)
  • Belysning med energieffektive lyskilder, reguleret af dagslys og bevægelsessensorer
  • Effektiv serverkøling
  • Datanetværk med redundante fibre og PDS-kabling
  • Indretning af konferenceanlæg
  • Kabling til tv-overvågning i elevatorer og dørsluser med adgangskontrol
  • Projektstyring med koordinering af alle faggrupper.

Hurtig hjælp med nyt disponeringssystem og GPS

Flere nye elektroniske systemer hjælper vagtcentralens personale med at få overblik, så borgerne får hurtig hjælp. Udover et nyt disponeringssystem for ambulancekørsel er der nu bedre overblik over alle ambulancer, akutlægebiler og vogne til sygetransport i hele regionen, fordi alle biler nu har navigationssystem (GPS). Så kan vagtcentralens personale altid se, hvor nærmeste ambulance er, og den når hurtigere frem, fordi GPS-systemet viser den hurtigste vej.

 

Cookies

På balslev.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra balslev.dk.

Læs mere om cookies her